Tawhîd (Allahs Enhed) er den højeste og fineste opfattelse man kan have af guddommelighed.

Tawhîd er sendt af Allah til menneskene til alle tider ved hjælp af Hans profeter.

Det blev givet til Adam (as), da han blev sendt fra Paradiset og ned til Jorden, det blev åbenbaret til bl.a. Nûh (Noah), Ibrahim (Abraham), Musa (Moses) og ‘Isa (Jesus) (as).
Samme budskab blev af Muhammad (saws) bragt til menneskeheden.

Troen på Allah alene sparer mennesket for forvirring og skyldfølelse – det skal kun tjene én Herre og kun søge at tilfredsstille og glæde Ham.

Troen på Allah alene redder mennesket fra angst og desperation; thi man er aldrig alene, Allah er altid til stede, lydhør og nådig, beskyttende og kærlig.

Tror man på Allahs Enhed, vil man altid være afklaret i alle livets forhold og aldrig fare vild.

De fem søjler er:

Trosbekendelsen
Bønnen
Almissen
Fasten
Pilgrimsfærden

Trosbekendelsen

Jeg bevidner, at der ikke findes nogen anden gud end Allah og at Muhammad er Hans tjener og sendebud.
Således lyder den islamiske trosbekendelse. Betydningen af denne deklaration er, at det højeste formål i livet er at tjene og tilbede Allah og at dette er blevet illustreret igennem Profeten Muhammads liv.
Som grundregel bliver man betragtet som muslim, hvis man frivilligt siger disse ord og tror på dem med fuld overbevisning i hjertet. På den anden side kan man ikke være muslim, hvis ikke man er overbevist om og tror på trosbekendelsen.

Bønnen

Det er obligatorisk for enhver muslim at bede 5 gange dagligt. Bønnen er en tilkendegivelse af troen på den Ene Gud og er et stort symbol på underkastelse og ydmyghed overfor Allah. Igennem bøn 5 gange dagligt ihukommer man konstant sin Skaber og bevarer på denne måde en from tilgang til livet.
I Islam findes der hverken præsteskab eller hierarki og derfor heller intet mellemled mellem mennesket og Gud. Af samme grund kan enhver muslim med et basalt kendskab til Islam lede bønnen for andre.
Bønnen kan bedes et hvilket som helst rent sted, men fredagsbønnen skal bedes i en forsamling. Dette er med til at styrke sammenholdet og broderskabet blandt muslimer, da man på denne måde mødes mindst en gang om ugen.

Almissen

Et vigtigt princip i Islam er, at alting tilhører Allah. Det arabiske ord for almisse betyder både renselse og vækst. En muslim renser sin ejendom ved at give en del af den i almisse.
Den enkelte muslim kan give så meget i almisse som han/hun ønsker, men mindst 2,5% om året er obligatorisk. Den, der ikke har økonomisk overskud er fritaget for at betale almisse.
Almissen distribueres blandt fattige, trængende, gældstyngede, studerende, indsamlerne af almissen, nye konvertitter og mennesker i nød.

Fasten

Hvert år i ramadan måned faster muslimer fra daggry til solnedgang. Fasten indebærer afholdelse fra mad, drikke og seksuelt samkvem med sin ægtefælle. Det er ikke obligatorisk for syge, ældre, børn, rejsende og menstruerende, gravide eller ammende kvinder at faste.
Videnskaben bekræfter, at fasten er gavnlig for helbredet, og den er ofte en metode til selvrenselse og selvbeherskelse. Ved afholdelse fra verdslige goder, selv i et kort stykke tid, kommer en fastende person til at sætte større pris på de goder, som Allah har skænket denne.

Pilgrimsfærden

Hvert år drager muslimer fra hele verden på pilgrimsrejse til Mekka. Det er obligatorisk for enhver muslim, der har råd og er ved godt helbred at tage på pilgrimsfærd mindst én gang i sit liv.
Pilgrimsfærden varer tre dage, hvor man bl.a. går rundt om Kabaen, ihukommer sin Skaber, udfører en symbolsk stening af djævelen ved Mina og beder til Allah på Arafah-bjerget.
Muslimer tror på, at Allah befalede Abraham at ofre sin søn Ismael som en prøvelse i hans tro. Da Abraham ville opfylde sin pligt, sendte Allah en engel til ham med en vædder, som han skulle slagte i stedet. Hvert år mindes muslimer Abrahams pligttroskab ved, som afslutning på pilgrimsfærden, at slagte et dyr. Kødet fordeles blandt fattige, venner, naboer og sig selv.

I Allahs den Nådiges den Barmhjertiges Navn.

Hvis jeg skal prøve at beskrive, hvad det var. der til at begynde med. dvs. for ca. ti år siden, fik mig til eller drev mig, om man vil, til at anskaffe mig den danske koranfortolkning, som var mit første rigtige møde med Islam, må jeg nok indrømme, at det var en vis nysgerrighed, overfor dette mærkelige fremmede, som jeg ikke havde nogen anelse om, hvad var.

Men der var også noget andet og udefinérbart, der på en måde gjorde, at jeg ikke kunne lade være. Jeg var ikke det, man kan kalde et religiøst menneske. Tværtimod så var hele min opvækst præget af en ateistisk tankegang og religion var for mig kun noget, man gjorde grin med. Samtidig skal også lige nævnes, at jeg altid har været meget retfærdighedssøgende og har altid følt en dyb medlidenhed med de stakkels mennesker, som uden skyld må lide her i verden. Så noget ondt menneske var jeg vel heller ikke.

Jeg manglede bare kontakten til Gud og denne mangel var meget væsentlig; jeg vidste det bare ikke.

Mødet med Koranen
Nu sad jeg så der, for første gang i mit liv, og læste om Allah, profeter, engle, djinner, Paradis og Helvede. Jeg tror nok, at jeg dengang fik læst et par surah’er, så havde jeg fået nok. Jeg har vel allerede dengang følt dybt i mit hjerte, at her er sandheden. Her sad jeg med den største gave menneskeheden har fået, nemlig Guds ord, men jeg kunne umuligt rumme det hele på en gang. Det ville jo betyde en fundamental forandring i mit liv. Hele min tankegang skulle totalt omlægges. Derfor gjorde jeg, som man nogle gange gør, når man bliver skræmt: Jeg vendte ryggen til, lukkede øjne og ører og ville ikke vide mere og syntes vist egentlig, at det var nemmere, om jeg kunne glemme det hele igen.

Men jeg havde åbnet døren på klem og havde fået et glimt af sandheden og det havde bidt sig fast i mit hjerte. Så selv om jeg prøvede at ignorere det og ikke rørte den Hellige Koran i de næste ca. to år, så kunne jeg ikke lade være med meget ofte, at tænke over det jeg havde læst.

Accept af Allahs enhed
At vi er skabt af Gud, accepterede jeg næsten med det samme. Måske har troen været der hele tiden i min underbevidsthed; man bliver jo som bekendt født som muslimer. I hvert fald sagde min logiske sans mig meget hurtigt, at JA, sådan må det være.

At der kun findes en Gud, havde jeg absolut heller ingen problemer med. Nej, det var helt andre ting, som var svære for mig at tænke på. F.eks. det at Gud havde skabt engle, som var usynlige for os og som adlyder alle Guds befalinger. Jeg følte, at jeg betragtet alle steder og det havde jeg det dengang meget dårligt med. I modsætning til i dag, hvor jeg føler, at det er en naturlig og meget god del af den verden, vi lever i. Der skulle som sagt gå et par år, hvor jeg slogedes med disse meget forvirrede tanker. Pludselig en dag faldt det hele på plads og jeg fik en indre ro, som jeg aldrig havde haft før. Fra da af, var der kun én vej for mig og det var fremad. Hvor jeg før ikke havde ønsket at vide noget, så kunne jeg nu ikke få nok viden. Udover at læse Koran-forklaringen, først på dansk, siden på engelsk, læste jeg alt, hvad jeg kunne få fat på af islamisk litteratur.

En hel ny verden åbnede sig for mig og jeg følte, at jeg havde meget der skulle indhentes.

Den nye viden
Den nye viden jeg på dette tidspunkt tilegnede mig, måtte nødvendigvis resultere i en omlægning af min dagligdag og det gjorde den da også på en meget positiv måde, synes jeg selv. Det at man som muslim ikke må spise svinekød og drikke alkohol, var for mig ikke noget problem og det samme gælder, tror jeg, for de allerfleste konverterede muslimer. Det er en negativ del af ens liv, som man kun er meget lettet over at vende ryggen. Det siger sig selv, at helbredet nyder godt af afholdenheden, men også i min omgang med muslimske venner, kunne jeg nu nyde godt af denne tryghed, det giver, når alkohol er totalt bandlyst. En tryghed som muslimske børn også nyder godt af.

Bønnen var også en meget stor del og ny oplevelse for mig. At stå der ren og uden dårlige tanker og henvende sig til den Almægtige Allah – for det er jo det, man gør – det er nok den mest positive oplevelse man kan have.

Frygten forsvinder
I det hele taget får man nogle nye værdinormer, når man bliver muslim. Frygten for at miste ens ejendele, frygten for at folk ikke bryder sig om en, frygten for at store ulykker pludselig skal overgå én, frygten for døden; i det hele taget frygten som dominerer så mange menneskers liv og som invaliderer mange psykisk, bliver om ikke helt fraværende, så i hvert fald lettere at leve med. Man får en meget velgørende ro i sit indre. Det er efter min mening en uhyre vigtig ting. Ikke kun for en selv, men i høj grad for ens omgivelser og dermed også for samfundet.

Det er klart, at jeg er glad og taknemmelig, fordi jeg lærte Islam at kende. Jeg har mange positive ting at tænke på i den sammenhæng, men jeg har desværre også oplevet noget negativt.

Det er bare ikke Islams skyld, for der findes ingen fejl i Islam. Islam er verdens eneste redning, hvis vi bare ville indse det. Nej, fejlen ligger selvfølgelig hos os mennesker. Da jeg helt til at begynde med lærte om Islam, troede jeg, måske lidt naivt, men alligevel helt naturligt, at alle muslimer var enige i hvert fald om deres religion. At de altid ville forstå hinanden og hjælpe hinanden, uanset hvor i verden, de kom fra. Men, desværre, sådan er det jo slet ikke. Man er i dag delt op i mange forskellige sekter og man ønsker i de fleste såkaldte “islamiske lande” ikke engang at Islam skal blomstre. Muslimer kan godt være hårde imod hinanden og det synes jeg er sørgeligt, når man tænker på, at vi også samtidig må lægge ryg til ikke-muslimernes fejlopfattelse af os. Vi har jo virkelig de bedste forudsætninger for at enes og beskytte hinanden og at vise omverdenen, at det vi står for, også kan lade sig gøre i praksis. Desværre bliver vi ved med at opføre os, nøjagtig som vores modstandere ønsker, at vi skal opføre os, nemlig at strides indbyrdes, så vi aldrig får den styrke, som vi burde have. Med Allahs hjælp og ved brug af Koranen og profeten Muhammeds (fvmh) sædvane, kan vi nå meget langt.

Det var så nogle af de tanker jeg har gjort mig, omkring det at konvertere til Islam. Det er selvfølgelig umuligt at komme ind på det hele; der sker jo så meget med én og udviklingen standser aldrig. Islam er en utrolig levende religion; det mærker man hele tiden. Jeg har aldrig fortrudt mit valg og på trods af de vanskeligheder, vi muslimer møder i dag og vel altid har mødt, så er det, det bedste valg, vi nogensinde vil kunne træffe.

Da jeg første gang kom til øen Zanzibar ved Tanzanias østkyst i 1984, var der kun én ting, som jeg ikke var ovenud lykkelig for, – at 95% af befolkningen var muslimer. Fra jeg var 8 til 11 år gammel, boede jeg med mine forældre i Botswana. Da det nu endelig var lykkedes mig at vende tilbage til Afrika, i en alder af 25 år, var det for at genfinde den afrikanske kultur, som havde betydet så meget for mig, da jeg var lille. Og altså ikke for at havne et sted hvor den arabiske kultur var den dominerende. Men Gud er Stor og ved hvad der er bedst for os; og det er ofte forskelligt fra, hvad vi selv regner med. Det erfarede jeg de knap 6 år, hvor jeg boede og arbejdede som møbelsnedker på Zanzibar.

Gæstfrihed og varme
Den gæstfrihed og varme hvormed folk modtog mig gjorde et stort indtryk. Jeg bemærkede også hurtigt den store omsorg og hjælpsomhed folket praktiserede indbyrdes. Man delte sin mad med hvem som måtte dukke op og man respekterede de ældre. Mænd og kvinder levede på lige fod, man gav hjælp og penge til de trængende, selv om mange af giverne ikke selv vidste hvor de skulle skaffe mad til morgendagen. Man overlod folks fejltrin til Guds regnskab i stedet for selv at udføre hævnaktioner osv. Jeg erfarede, at jo mere folk kendte til deres religion Islam, desto flere gode egenskaber var de i besiddelse af.

Hvad manglede jeg?
Afrikanere har altid været vant til at hjælpe hinanden og være taknemmelige for hvad de har. Derfor kunne de, som jeg så det, langt bedre bevare deres kultur. Muslimerne på Zanzibar var dog alligevel en smule anderledes og havde en endnu bedre levevis, følte jeg. Det skyldes vel, at det er et ø-samfund, hvor de muslimske leveregler er vidt udbredte. Inde på fastlandet hvor der er flest kristne, er den europæiske livsstil et forbillede og den materialistiske stræben højere end blandt de lærde muslimer. Hvad var det for noget med denne religion, kaldet Islam, som optog folk så meget? Hvad var det for en indre ro disse fredelige mennesker havde fundet og som jeg selv manglede?

Jeg spurgte min nabo, om han havde noget, jeg kunne læse om Islam. Jeg begyndte efterhånden seriøst at overveje at blive muslim. Da var der gået ni måneder, men det var selvfølgeligt et stort skridt at tage.

Drømmene
Så fik jeg to stærke drømme. I den første drømte jeg, at jeg var alene i en kirke og jeg knælede ved alteret. Pludselig lettede jeg og fløj op under loftet, hvorpå jeg landede midt i kirkeskibet. En mand, en kvinde og en præst var i det samme kommet ind i kirken. Præsten blev forbavset og spurgte, om jeg ikke ville lære noget om religionen.

Jeg svarede: “Jo, men ikke denne religion”. I den anden drøm, et par dage efter, drømte jeg, at jeg gik ude for at købe et muslimsk bedetæppe.

Jeg er overbevist om, at de to drømme ledte mig til at tage den største og bedste beslutning i mit liv; jeg konverterede til Islam. Og jo mere jeg læste om religionen, desto sikker blev jeg på, at jeg var gået den rette vej. Den perfekte vej, som jeg stadig anstrenger mig for at følge mere og mere intens. Jeg havde intet hastværk med at finde en mand, for jeg havde jo desværre også set dårlige eksempler af muslimer, som ikke rigtig fulgte deres religion og sådan en mand var jeg ikke interesseret i. Da følte jeg ikke, at jeg kunne få alle de rettigheder og den beskyttelse Islam påbyder manden at give sin kone. Følelserne skulle i dette tilfælde ikke råde over forstanden. Så først flere år senere fandt jeg den gode religiøst praktiserende mand, som jeg nu er gift med. Han er fra “min” ø Zanzibar og hvad kan en kvinde ønske sig mere end at være gift med en mand, som gør sit bedste for at leve op til de pligter og det ansvar religionen pålægger ham og tilmed elsker sin kone? Jeg takker Allah, Alhamdullilah.

I Allahs den Nådiges den Barmhjertiges Navn

Allah er Enestående. Han er Skaberen og ved derfor, hvad der er bedst for Sine skabninger. Iblandt alle Allahs skabninger er jeg kun en af dem. Jeg er dyb taknemmelig, at Allah den Almægtige har ledt mig til den rigtige vej.

Inden jeg kommer helt konkret ind på, hvorfor jeg valgte at leve mit liv i pagt med Allah, må jeg beklage mit ordforråd, da jeg synes, det er enormt svært at beskrive den fred, taknemmelighed og lettelse jeg har følt i mit liv efter at have antaget og underkastet mig Guds sande religion Islam.

Respekt for hinandens livsstil
Mit første møde med Islam startede i mit ægteskab. Jeg havde inden jeg blev muslim indordnet mig under mange af Islams love, såsom ikke at spise svinekød og drikke alkohol. På daværende tidspunkt var jeg overbevist om, at et ægteskab godt kunne fungere på trods af to forskellige kulturer og religioner. Det med de nye spisevaner var bestemt ikke altafgørende, hvis vi bare kunne respektere hinandens livsstil og ellers mødes på midten.

Min ægtefælle var både hjælpsom, tolerant og ansvarsbevidst, så jeg var fuldt ud tilfreds med vores forhandlinger. Igennem det ellers Iykkelige ægteskab fornemmede jeg dog gentagne gange, at min mand var rastløs, han kunne ligesom ikke få dagen til at gå med noget rationelt. Vel talte vi af og til om hans religion Islam og det var i disse stunder han fuldstændig forandrede sig. Han blev genert og ydmyg, men dog fuld af beslutsomhed. Jo mere jeg spurgte, jo mere ivrig blev han i sine anstrengelser for at fortælle mig, om alt det smukke Islam har at tilbyde mennesket.

Jeg blev overbevist om, at han længe havde gået og ønsket, at min interesse skulle dukke op og at jeg ville begynde at spørge og måske få forståelse for grunden til hans rastløshed, som efterhånden dominerede hverdagen temmeligt meget.

Åndelig næring er livsvigtig
Al den rastløshed skyldtes hans manglende næring ikke fysisk, men åndeligt. Han havde brug for at fordybe sig i sin tro og praktisere den i livet. Jeg Iyttede og vi snakkede en hel del og blev enige om, at selvfølgelig skulle han søge mere viden i troen. Jeg lovede mig selv at forblive tolerant, også selv om det indebar en forandring i vores hverdag i form af øget praksis af Islam. Jeg havde måske allerede på dette tidspunkt inderst inde en fornemmelse af, at vores liv sammen ville blive endnu mere Iykkeligt. Der gik heller ikke lang tid, inden der skete forandringer. Min mand fik lige pludselig en masse energi og selvtillid, som blev brugt til tilbedelse af den Almægtige og Barmhjertige Allah og som smittede af på os i hjemmet. Jo mere viden han blev i besiddelse af, jo mere balance fik han i sit liv. Vores ægteskab begyndte at spire på en helt ny måde, fuld af renhed og en højere Iykke. Det satte mine tanker i gang. Jeg funderede meget på, hvad der var drivkraften bag denne glædelige forandring. Jeg besluttede endelig at give efter for min nysgerrighed; nu ville jeg også selv vide noget om Islam. Jeg besøgte en muslimsk kvinde, som skulle hjælpe mig til at få besvaret alle de spørgsmål,som jeg i længere tid havde gået og tænkt på. Jeg havde allerede skrevet mange spørgsmål ned på papir. For der var jo mange ting, jeg fandt besynderligt i Islam. Bl.a. hvorfor skulle kvinder gå tildækket, når muslimerne var så fulde af fromhed og renhed. Var det mon ikke alligevel en form for kvindeundertrykkelse?

Den muslimske søster, som tog imod mig, var meget hjertelig og venlig. Det krævede virkelig, at man Iyttede koncentreret, da hendes danske sprog, på daværende tidspunkt ikke var så korrekt. Men det havde sine fordele, for opmærksomheden var virkelig rettet mod hende og det hun fortalte. Hun var utrolig dygtig og havde stor viden om sin religion.

Mine mistroiske spørgsmål
Jeg lagde stærkt ud med mine mistroiske spørgsmål, men dem ønskede hun bestemt ikke at besvare i første omgang. I stedet for skete der et rolleskift; hun stillede spørgsmål og jeg måtte besvare dem. Hun fokuserede mest på, om jeg troede på Gud og om det havde nogen indflydelse i mit liv. Ud fra det begyndte vi med at fordybe os i Allahs Enhed. Jeg begyndte at gå til hende jævnligt og under hele undervisningsforløbet fascinerede det mig meget, at der var et svar på alle de spørgsmål, som jeg ønskede besvaret. Spekulationen om den store gåde og meningen med livet, såvel som døden, havde givet mig mange søvnløse nætter. Jeg fik nu et fornuftigt og logisk svar på de mange spørgsmål, jeg havde tumlet med.

Islam i hjertet
Islam kunne gå fuldstændig i detaljer omkring alle livets aspekter, ja også om døden. Der var ikke overladt noget til tilfældighederne, men alt var nøje begrundet. Jeg blev utrolig egoistisk, jeg kunne ikke få viden nok, jeg ville lære mere af denne vidunderlige religion. Jeg måtte beherske min nysgerrighed og give plads til andre kvinders spørgsmål, som også deltog i undervisningen.

På et tidspunkt følte jeg det næsten som et spørgsmål om at overleve. Min sjæl hungrede efter viden. Langsomt kunne jeg dog mærke, at min sjæl fik mere og mere ro, eftersom jeg fik mere og mere viden. Jeg håber, Allah vil tilgive mig for denne selvoptagenhed.

Nu fornemmede jeg selv denne forandring, som tidligere var overgået min mand. Islam havde taget plads i mit hjerte og jeg var klar til fuldt ud at underkaste mig Allahs love. Det føltes på ingen måde forkert, men snarere som en selvfølgelighed at sige ja til Islam.

At konvertere til Islam er den absolut bedste beslutning, jeg har taget i mit liv. Jeg kan kun opfordre andre til at søge viden og med Allah den Ophøjedes vilje, vil I også igennem overbevisning kunne blive i stand til at bekræfte: Der er kun én gud, Allah, og profeten Muhammed (fvmh) er den sidste profet. Må Allahs fred, velsignelse, beskyttelse og retledning være med alle mine muslimske søstre og brødre.

I Allahs den Nådiges den Barmhjertiges Navn.

Knowledge is king, som kan oversættes med: Viden er vejen til succes.

Disse kloge ord kommer fra Abdul Hakim Jamal. En 23 årig dansk muslim, der konverterede som 19-årig til sandhedens religion, Islam.

En hel ny og vidunderlig verden åbnede sig for mig fortæller Abdul Hakim, da jeg mødte den irakiske flygtning Ahmed. Han var det storslåede eksempel på en mu’min (en praktiserende muslim); hans gode væsen var indbefattet af nær alt, hvad jeg havde søgt hos muslimerne. Jeg takker hengivent Allah, at jeg mødte en så behagelig mand, læremester og godt eksempel i mine allerførste år som muslim.

Før mødet med Ahmed havde Abdul Hakim i et halvt års tid søgt viden om Islam. Det hele startede med, at han så en amerikansk tv-serie. I denne serie var der en ung mand, som konverterede til Islam og han talte om “de fem søjler”. Abdul Hakim, som er en intelligent ung mand (ma’shaAllah) blev provokeret af talen om de fem søjler. Han bryder sig nemlig ikke om, at der er noget, han ingen viden har om og her var der altså noget den unge mand ikke vidste spor om.

Det førte ham til biblioteket for at låne bøger om Islam. I første omgang fandt han ikke nogle bøger, som omtalte Islams fem søjler. I stedet for, syntes han at læsningen forvirrede ham en del. Han læste om forskellige sekter og grupper. Nogle muslimer bad fem gange om dagen og andre tre gange om dagen. Pludselig faldt det ham ind, at han nok hellere måtte studere kilde nr. 1, nemlig muslimernes hellige bog Koranen. Han købte den danske forklaring af Koranen. (Denne oversættelse indeholder desværre mange fejl, da den er forklaret af en ikke-muslim A.S. Madsen).

“Jeg forventede nok, at Koranen ville ligne Bibelen og være lidt tung at komme igennem”, siger Abdul Hakim. “I starten bladrede jeg dog også rundt på må og få, men indså snart, at skulle jeg studere seriøst, måtte jeg begynde fra en ende af og se at få læst hele bogen”. Han startede på Sura 2: Al-Baqarah. Vi muslimer ved jo godt, at Sura Al-Baqarah, foruden at være smuk og barmhjertig, også er en hård formaning og sandheden uden omsvøb, så det var næsten for meget for den unge Abdul Hakim. Han blev svært forskrækket og havde allermest lyst til at lukke bogen, gemme den langt væk og glemme alt, hvad han havde læst. Dybt inde i sig selv havde han jo nok en anelse om, at skulle denne bog følges, ville det forandre hele hans liv og synspunkter.

Han kunne imidlertid slet ikke lade “Bogen” ligge; der var en stærk kraft, som drog ham imod den og ansporede ham til yderligere studier.

Abdul Hakim har altid troet på, at der fandtes en Gud. I hans pure ungdom havde han været ret optaget af forskellige sekter og trosretninger. Han havde sågar været optaget og draget af det okkulte og mystiske. “Gerne noget med magi, som fik mennesker til at svæve igennem luften”, ler Abdul Hakim. Det var enormt spændende, syntes han. Det er vist noget mange unge drenge er optaget af, i hvertfald en kort periode af deres liv.

Han havde dog også religiøs viden fra en anden side. Hans far var Jehovas Vidne og nu begyndte Abdul Hakim at diskutere sin nye viden om Islam med faderen.

Faderen var slet ikke interesseret i den muslimske tro og han var ganske god til at argumentere imod og prøvede at få sønnen fra hans nye religiøs opfattelse. Abdul Hakim har aldrig levet helt efter Jehovas Vidners regler, men har delt mange af deres synspunkter. Bl.a. synes han godt om deres høje moralbegreber og bestræbelser på at efterleve Biblen, som den kendes i dag, i modsætning til mange kristnes forsøg på at bortforklare og undskylde, at de ikke følger Biblen, selv om de kalder sig kristne.

Kontakt med muslimer
Abdul Hakim fortæller, at han trods omgivelsernes ringe forståelse, ret hurtig blev klar over hvilken vej vinden blæste. Altså, han kunne ikke ignorere Koranens klare budskab og blev mere og mere overbevist om, at han måtte blive muslim. Han begyndte så småt at følge de regler, han læste om i den Hellige Koran. Han holdt op med at spise svinekød, drikke alkohol og gå ud med piger. Eftersom han lagde hele sin livsstil om, følte han sig utrolig ensom og han følte sig også lidt mærkelig. Han troede han var den eneste muslim i byen; det faldt ham ikke ind, at mange indvandrere er muslimer og at der fandtes muslimske kulturhuse eller moskeer i de større byer, hvor han kunne henvende sig. Abdul Hakim begyndte at bede til Allah fem gange om dagen, for det vidste han var vigtigt, endda noget af det allervigtigste for en muslim. Han var ikke klar over, hvordan man udførte bønnen, men han gjorde det så godt, han nu kunne efter sin egen overbevisning. Dog følte han sig alene, som han stod der i sin lille lejlighed. Han manglede samvær med andre trosfæller.

En dag løb han på en gammel skolekammerat, som var fra Tyrkiet. De fik en lille sludder og under den fortalte Abdul Hakim, at han følte sig som muslim og var begyndt at læse i den Hellige Bog, Koranen. Skolekammeraten vidste, hvor der lå en moske i Abdul Hakims fødeby Fredericia og han inviterede ham straks med derhen. Abdul Hakim var genert, han ville ikke rigtig gå med ind; han syntes alligevel, at det hele var ret fremmedt for ham. Pludselig stod imamen udenfor og bød ham venligt med ind. Inde i den fredelige atmosfære, følte Abdul Hakim sig virkelig som muslim og man kan godt sige, at han konverterede på stedet. Tre minutter efter, havde han gentaget trosbekendelsen på arabisk efter imamen. Nu kunne det ikke gå hurtigt nok med at lære at lave salah (udføre bønnen) på den rigtige måde, som er foreskrevet af vores ædle og noble profet Muhammed (fvmh).

Abdul Hakim husker, at han allerede ved sit første besøg i moskeen fik lavet en aftale med nogle muslimer, som sad der om at komme igen og lære at bede på den rigtige måde. Han mindes også, at han blev budt på utrolig mange glas te, mindst 20 glas, tror han.

Der var nogle af mændene i moskeen, der så lidt underligt på ham, men efter, at de lærte ham at kende og de vidste, hvorfor han kom – nemlig fordi han var muslim og ønskede at lære om Islam – var alle utrolig venlige overfor ham.

I begyndelsen efterlignede han bare de andres bevægelser under bønnen, men han var ivrig efter selv at lære Allahs smukke arabiske ord. På dette tidspunkt arbejdede han på et jern- og metalværksted og medens den ivrige Abdul Hakim passede maskinerne læste han også på Al-Fatiha, som er indledningssura’en i den Hellige Koran. Det er også denne sura, som indleder de daglige bønner. Han øvede også på de sidste tre små sura i Koranen, som jo er meget brugt i den obligatoriske bøn i Islam. Lige siden han blev bekendt med sura Al-Ikhlas (112. kapitel), har han elsket den. Den beskriver jo netop Allahs Énhed og totale Suverænitet.

Nu gik det stille og roligt fremad for den unge broder. Han var fuldstændig sikker på, at han var på den rigtige vej og han følte et enormt åndeligt løft. Han følte også et stort ansvar ved at antage Islam. Moral og etik blev forandret. Vanerne fra før han blev muslim blev erstattet af nye, bedre, sundere og renere vaner. Han kunne blive helt svimmel og lidt skræmt, når han tænkte på Allahs Énhed og når han tænkte på en så Almægtig kraft, som var i stand til at styre alt på den bedste og mest perfekte måde.

Abdul Hakim fandt kun glæde og tryghed i at følge flere og flere af Islams mange fornuftige regler. Han gjorde, hvad han kunne for at søge viden. Han søgte oplysninger alle steder, hvor det var muligt og han fik islamiske bøger på engelsk forærende af sine muslimske brødre. Han fortæller også, at brødrene altid var flinke til at bringe ham nye bøger, når de havde været ude at rejse. Han læste bl.a. den lille serie på 12 hæfter, der er oversat til dansk og omhandler forskellige emner i troen. Et rørende indtryk gjorde læsningen om den store retfærdige leder og anden khalifa af den islamiske stat, Omar ibn Al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham).

Dybgående viden i sandhedens religion
Noget som også gjorde et stort indtryk på Abdul Hakim var familiesammenholdet hos muslimerne og at man altid kunne regne med sine muslimske brødre. Alligevel blev han lidt chokeret over nogle muslimers opførsel og uvidenhed i deres egen religion. Han mødte en del unge mænd, der drak og gik med piger. Det brød han sig aldeles ikke om og undrede sig over, hvorfor de var så fjollede.

Vores unge broder fik ret hurtigt lyst til at søge mere dybdegående viden i sandhedens religion og den viden fik han i Vejle, hvor der ligger en ret stor moské og en islamisk kulturforening. Her mødte han folk, som havde stor viden i religionen. Som allerede fortalt provokerer det Abdul Hakim at blive konfronteret med folk, der har mere viden, end han selv har. Så mødet med de dygtige muslimer i Vejle ansporede ham til yderligere studier. Det blev til mange studieture til Vejle og han følte, at han nu endelig fik fat i det rigtige Islam.

Abdul Hakim fortæller, at han nu syntes, at han havde fået så meget viden i Islam, at han fik lyst til at samle andre muslimer for igennem diskussioner at blive stærkere i religionens principper og love.

Kontakt med danske trosfæller
Abdul Hakim gik dog rundt og manglede selskab fra danske trosfæller, men han kendte stadig ingen og troede, at han måske var den eneste danske muslim i Kongeriget. Derfor blev han utrolig glad, ja næsten chokeret, da han i et tv-program så en anden dansk muslim, nemlig broder Abdul Wahid Pedersen, som han senere kom i personlig kontakt med. I dag ved Abdul Hakim, at der findes mange danske muslimer og takker Allah for, at der bliver flere og flere rundt om i verden, som overgiver sig til det sidste budskab fra Skaberen.

Abdul Hakim slutter dette lille interview med at opfordre alle muslimer til at praktisere deres religion og være gode eksempler. Pga. én enkelt muslims dårlige handling, holdes resten ansvarlig for. Han opfordrer alle, men især unge muslimer til at søge viden i religionen og efterleve den viden; ellers vil de blive tabere i dette liv og i det næste liv med. “En hykler blænder sig selv”, slutter Abdul Hakim.

Os der er muslimer ved, at alt sker med Allahs vilje. Hvis Han ønsker det, vil vi finde vejen til Ham, uanset hvor vi lever, hvordan vi har levet vort liv før og hvordan vi lever vort liv, når tiden er inde til, at vi kan acceptere det sande budskab. Min egen historie er et bevis herfor og ingen, allermindst mig selv, havde regnet med, at jeg skulle konvertere til Islam.

Jeg har altid lige fra mine tidligste barndomsår været overbevist om Allahs eksistens, men da jeg var kristen opdraget kaldte jeg Ham naturligvis for Gud. Jeg var også i modsætning til mange andre overbevist om, at der kun var den samme og til Ham havde jeg lært at henvende mig, både i sorg og glæde.

Min store krise
Det var derfor naturligt for mig, da jeg var i en svær krise situation, at der hvor jeg skulle hente styrke og hjælp var hos min Gud. For fire år siden var jeg ude for en alvorlig færdselsulykke og det der i første om gang så ud til at skulle være en stor og svær belastning, blev for mig et vidunderligt og det mest betydningsfulde vendepunkt i mit liv.

Det var et mirakel, at jeg overlevede ulykken og jeg var ikke selv et øjeblik i tvivl om, at der måtte være en mening med. at jeg overlevede så svære kvæstelser. Det første jeg derfor gjorde, da jeg var helt klar i hovedet, var at bede en bøn til den Barmhjertige Skaber, hvor jeg bad om hjælp og vejledning, så jeg kunne finde frem til denne mening med min overlevelse.

Forbavsende hurtigt kunne jeg udskrives fra hospitalet, men da jeg var ude af stand til andet end at ligge og sidde i en stol, havde jeg god tid til at tage mit liv op til revision. Jeg kom til det resultat, at jeg manglede noget og at jeg ikke var særlig stolt over det liv jeg førte. Jeg fandt ligeledes ud af, at alle de “venner” jeg havde haft ikke var der nu, hvor jeg virkelig havde brug for dem. Nu kunne jeg jo ikke mere deltage i de aktiviteter, som vi før havde været fælles om. Det gjorde naturligvis ondt at finde ud af og det var svært at føle sig svigtet, men jeg vidste, at jeg alligevel ikke var alene, for Allah svigter aldrig, men hvad ønskede Han af mig, hvor skulle jeg lede?

Læste om islam
Bedst som jeg en dag sad og tænkte over tingene slog det ned i mig, at jeg ville læse om Islam. Jeg kendte kun Islam fra medierne, for ingen i min familie var muslimer.

I den ejendom hvor jeg boede, havde jeg en smule kendskab til et ungt ægtepar, der var muslimer. Det Iykkedes mig at humpe ud til elevatoren og op, hvor de boede. Jeg spurgte, om de havde noget materiale om Islam på dansk. Jeg fik at vide, at gennem en moske her i byen, kunne jeg bestille en bog som hed “Islam i Fokus”. Allerede næste dag havde de skaffet bogen til mig og jeg begyndte ivrigt at læse om religionen.

Da jeg først var i gang kunne jeg slet ikke stoppe og jeg følte en dyb glæde og taknemmelighed over, at jeg havde fundet et indhold og en mening med tilværelsen.

Jeg følte, at Islam slet ikke var noget fremmedt for mig og jeg blev klar over, at jeg nok altid i mit hjerte havde været muslim, uden at jeg havde kunnet sætte navn på det. Jeg fik jo også først lidt efter lidt den fornødne viden om religionen, eftersom jeg selv studerede og begyndte at deltage i noget undervisning.

Islam – et livslangt studie
Islam er for mig et livslangt studium, tillige med en opskrift på, hvordan mit liv bliver lykkeligt igennem at tjene Allah. Jeg håber inshaAllah, at jeg vil være i stand til at bevare min fysiske styrke igennem mange år endnu, så jeg ikke kun åndeligt, men også fysisk vil kunne være en af Allahs ydmyge slaver og gøre et godt stykke arbejde for den Almægtige Guds sag.

Vi har som muslimer fået en stor og vidunderlig gave af Allah og livet og døgnet har ikke timer nok til at vise vor ydmyghed og taknemmelighed.

Vores vidunderlige profet Muhammed (fvmh) har gennem sit eksempel vist os, hvordan vi bør leve og igennem ham har Allah åbenbaret Sit perfekte budskab. Dette budskab er det sidste og endegyldige, så grib det og hold fast ved det og lad os forsøge efter bedste evne at leve efter de forskrifter vi har fået, for vi får ikke yderligere chancer end denne.

Vores problemer bliver ikke løst, hvis vi ikke følger Islams perfekte opskrift. Livet bliver let, når vi ved, hvad vej vi skal gå og det gør sindet glad, når vi lever i pagt med denne opskrift.

Må Allahs velsignelse være med jer alle og må vi alle være i stand til, som gode muslimer, at støtte og hjælpe hinanden i vore bestræbelser på at nå vort endelige mål: At vi på Dommens dag må være blandt dem, der består prøven og får del i Paradisets evige glæder.

“Det var helt klart Bibelen, som fik mig til at konvertere til Islam”, fortæller Aishah. “Det tog mig kun tre måneder at bestemme mig for at blive muslim. Jeg underkastede mig og antog den Almægtige og Kærlige Guds sidste budskab”. Forud for sit muslimske liv, var der gået 18 år som aktiv Jehovas Vidne. “Jeg glemmer aldrig den dag for godt tre år siden, helt nøjagtig den 27/12-91, da jeg sagde den muslimske trosbekendelse: «Jeg bevidner, at der ikke findes andre guder end Allah og Muhammed er Allahs profet». Jeg følte en enorm lettelse og fred i mit hjerte. Jeg følte også stolthed over at have gjort det rigtige”.

Foruden at bekræfte sin tro overfor Allah har Aishah senere fået et flot certifikat fra Muslim World League. “Med det i hånden kan jeg også bekræfte overfor mennesker, at jeg nu tilhører sandhedens religion”, siger Aishah.

“Jeg mindes dagen, hvor jeg konverterede som en højtidelig og hyggelig dag. De andre muslimske kvinder, som var til stede delte min glæde. Jeg fik små gaver og gode råd. Noget som jeg også husker var, at en søster fortalte mig, at jeg nu var ren i Allahs øjne og som født på ny. Det jeg evt. havde gjort forkert tidligere i mit liv var tilgivet og slettet. Derfor bad hun mig lave du’a for hende. Mit nye muslimske navn Aishah valgte jeg efter en af profeten Muhammeds hustruer, som også hed Aishah, må Allah være tilfreds med hende. Jeg kan godt lide de mange smukke ahadith, som fortæller om hendes store klogskab og viden i religionen. Det rører mig også dybt, at Profeten døde med hovedet hvilende på hendes bryst og at han er begravet i hendes hus”.

“Min barndom og ungdom har ikke været særlig lykkelig”, mindes Aishah. Hun voksede op uden at kende sin far og der var ikke plads og overskud fra moderens side til den store omsorg og kærlighed. Så Aishah holdt ikke af det liv, som hun levede midt i.

Hendes ulykkelige tilstand og ikke særlig stærke tilknytning til familien i ungdommen, fik hende til at bruge mange timer på filosofiske tanker vedrørende tilværelsen.

Hun mindes ikke direkte at have troet på Gud i hendes pure ungdom, men hun kunne heller ikke forstå, hvis livet slet ingen mening havde og vi bare var sat på jorden ved en tilfældighed. Så i hendes tanker dukkede der alligevel spørgsmål op nu og da, om en Skaber, en som var retfærdig og kunne give den tryghed, kærlighed og fred, som intet menneske formår.

Accept af Guds eksistens
Efterhånden blev hun overbevist om, at Gud fandtes og det var op til mennesket at følge Skaberens vejledning og anvisninger. Hun så pludselig de mange smukke ting Gud havde skabt for os og som vi frit kunne benytte. Alle de smukke ting i skabelsen, som mennesket ikke kunne have haft indflydelse på. Det perfekte og smukke i menneskets skabelse. Den smukke og storslåede natur, med blomster, træer, planter og de mange særprægede dyr og insekter. Og det fantastiske univers med alle de forskellige planeter, solen, månen og stjernerne. Den storslåede natur, hvor alt er skabt med en perfekt balance, men som mennesket mange gange tager for givet og misbruger på det skammeligste. “Min tro på og accept af Guds eksistens bragte mig ind i Jehovas Vidner”, fortæller Aishah. “Jehovas Vidner er nok de mennesker, som i dag prøver at efterleve Bibelens budskab så bogstaveligt som muligt. Andre kirkeretninger accepter alt, de er alt for brede, de sætter ingen grænser, selv om Bibelen sætter grænser, bryder de dem”, mener Aishah. Jehovas Vidner tror på, at Gud er en. De fornægter treenigheden, men de tror på Jesus, fred være med ham, som værende Guds søn. Jesus er det allerførste Gud skabte, Jesus er “Ordet” og ved ordet er alt andet skabt. Jesus havde en slags tilværelse hos Gud fra begyndelsen af skabelsen.

I dag kan hun ikke fatte, at hun levede i atten år og i al den tid var overbevist om, at hun havde fundet sandheden i religionen gennem Jehovas Vidners fortolkning og udlægning af Bibelen. Når hun tænker tilbage, var der alligevel mange spørgsmål de ældste og mere kyndige i sekten ikke kunne give et fornuftigt og logisk svar på, men det er strengt forbudt for Jehovas Vidner at have andre ideer og tanker end de, som bliver bestemt fra hovedorganisationen i Brooklyn, USA. Det er også derfra deres blade “Vagttårnet” og “Vågn op” bliver udgivet.

I dag kan hun godt se, at de ældste indoktrinerer medlemmerne. Det er for øvrigt strengt forbudt for medlemmerne at læse andet materiale end det sekten selv udgiver.

Direkte linie til Allah
“Hvis jeg har problemer i dag, har jeg en direkte linie til Allah, der er ingen præster eller ældre mænd, som skal agere mellemmænd og tage stilling til, om jeg kan hjælpes eller tilgives.

Hvis en fra Jehovas Vidner laver fejl, skal han skrifte for et råd af ældre mænd. De er eksperter i at få folk til at føle sig meget lille og snavset; de kan dømme og udstøde én, hvis de har lyst. Jeg kan ikke finde et eneste sted i Bibelen, hvor fordømmelse er i overensstemmelse med Jesu lære. Jesus var kærlig, han dømte ingen selv. Tænk bare på lignelsen om den fortabte søn. Al den fordømmende snak kommer fra Paulus, som er en af de værste i forfalskningen af Jesus’ oprindelige lære. I dag er det min mening, at Jehovas Vidner i virkeligheden følger Paulus og slet ikke Jesus. Jeg har ondt af dem”, siger Aishah videre, “for de har høje moralbegreber og gør meget ud af Bibelstudier og så er de alligevel så langt væk fra sandheden”.

“I Islam siger vi, lad Allah dømme! Han er den Alvidende og Han kan tage stilling til, om du fra et ægte og ærligt hjerte mener det, du beder om eller det du beder om tilgivelse fra. Vi skal søge den direkte vej, som Abraham og alle de andre profeter (fred være med dem alle) fulgte”.

Aishah er alligevel glad for, at hun fik et så godt kendskab til Bibelen, for nu er hun i stand til at bygge videre på det, hun lærte før og “ikke mindst” siger hun, “jeg er i stand til at adskille det forfalskede fra det sande.

Det er jo netop én af grundene til, at Allah den Almægtige sendte et nyt budskab og en sidste profet, at de forrige budskaber var blevet glemt eller forfalsket af folk, som ønskede magt til at kontrollere andre. Og er det ikke en af de allerbedste måder at kontrollere andre ved at påstå, at man har Gud på sin side? Tænk på alt det, som er sagt og gjort i Guds navn; tale og handlinger Gud aldrig har givet mennesket lov til at udføre. Der findes kun en bog i verden i dag med Guds sande ord og det er den Hellige Koran. Hvis folk virkelig vil vide, hvad Gud ønsker af dem og de virkelig fra deres ærlige hjerter vil følge Guds vej, så tag og læs Koranen og følg den! Hvis du bliver muslim, er det først og fremmest for din egen skyld. Du skal ikke kontrolleres af menneskeskabte regler og du skal ikke stå til regnskab for andre end Allah. Du følger Skaberens direkte og uforfalskede bud, fyldt med perfekt retledning for dette liv og det næste liv.

Vi skal kun behage og tækkes Allah – ikke noget menneske. Du skal søge guld og skatte i himmelen”. Disse kloge ord trøster Aishah sig med. For som hun siger, “at blive muslim kan nemlig sagtens føre verdslige omkostninger med sig. Nogle bliver svigtet af familien. Samfundet accepterer ikke religiøse mennesker og slet ikke muslimer. Det kan være svært at få arbejde, vi bliver generet på gaden osv. Men alle disse omkostninger er alligevel ikke at regne for noget, ved siden af alt, hvad vi kan forvente, når vi overgiver os til Allahs vilje og følger Hans perfekte vej”.

At lære Islam at kende
På spørgsmålet om, hvad det var. som fik Aishah til at konvertere til Islam beretter hun: “Jeg kendte en ung mand fra et muslimsk land og jeg følte, han var ret ensom her i Danmark. Da jeg har en søn på nogenlunde samme alder, blev vi enige om at invitere ham hjem, så de to unge mænd kunne blive venner. Jeg vil gerne indrømme, at jeg også havde til hensigt at forkynde Jehovas Vidners lære for ham. Dengang syntes jeg jo, at det var så synd for de stakkels muslimer, at de levede i total uvidenhed om Gud. Den unge mand forærede mig en lille bog, men i første omgang turde jeg ikke læse den, da det jo er forbudt for medlemmer af Jehovas Vidner at læse noget, som de ikke selv udgiver. Desuden troede jeg, at jeg vidste rigeligt om Islam. Jeg ejede nemlig en bog, der kort beskriver andre religioner, med henblik på, at vi skal vide en smule, for at komme på talefod med udlændinge, når vi går rundt og forkynder vores lære.

Et eller andet pirrede dog min nysgerrighed og jeg gik i gang med at læse den lille bog, som hed “Muhammed i Bibelen” og var skrevet af Ahmed Deedat. Jeg blev overrasket og en lille smule chokeret, for som Jehovas Vidne lærer man, at alt i Bibelen er Guds ord og alle profetier skal opfyldes inden “Hamageddon” (Dommens Dag). Her i denne lille bog var der beskrevet og analyseret Bibelprofetier, som ikke på nogen måde kunne passe på Jesus eller nogen anden profet, undtagen profeten Muhammed, må Allahs fred og velsignelse være med ham. Det satte mig i noget af et dilemma, for jeg troede fuldt og fast på Bibelen og når den profeterer, at der skal komme en profet lig Moses, så må det også være rigtigt.

Jeg var nødt til at søge videre i Bibelen, i Koranen og i andre bøger, som vores unge ven lånte mig. Ved at læse den engelske forklaring af den Hellige Koran fandt jeg ud af, at Bibelen har skriftsteder, som ikke er forandret og de skriftsteder leder og giver tegn direkte til det sidste budskab, nemlig Koranen”.

Lighedspunkter mellem Moses og Muhammed
“Jeg læste med forundring om profeten, som Moses taler om i Femte Mosebog 18/18. En profet, der skal komme efter ham selv; han skal komme fra jødernes brødrefolk og han skal være ligesom Moses. Der er mange forskellige bud, fra de kristnes side, på hvem denne profet kan være. Mange mener han er Jesus, men hvor er lighedspunkterne egentlig?

De kristne siger, at Jesus er Guds søn eller en part af Gud; er Moses også det? Nej. Her ved første spørgsmål, modsiger de kristne allerede sig selv. Det er muligt at finde en lang række lighedspunkter mellem Moses og Muhammed, fred være med dem. F.eks. blev de født på normal vis, havde mor og far. De voksede begge op hos plejefamilier. De blev gift og fik børn. De modtog et nyt himmelsk budskab med love og regler. De var begge ledere af deres folk, med retten til udøvelse af magt og myndighed. De døde en naturlig død osv. Ingen af den lange række af fakta kan passe på Jesus. Selv Jesus talte om en profet, en trøster, som skulle komme efter ham og lede mennesket til hele sandheden.

Der findes andre Bibelvers som leder lige til det sidste budskab, så det tog mig, som allerede før fortalt, ikke lang tid at indse, at hvis jeg troede på Bibelens ord, måtte jeg også følge Koranen. Bibelen siger det jo rent ud, så det er ufatteligt, at vi ikke bruger vores sunde fornuft og forstand, til at antage og underkaste os Guds vilje med os”.

Siden har Aishah læst mange af Ahmed Deedats små hæfter og hun har skrevet til kontoret i Durban i Sydafrika og fået venlige breve tilbage og tilsendt mange bøger. Aishah holder meget af broder Deedat og hun er meget taknemmelig for, at det var hans store arbejde og enorme dygtighed og viden, der bragte hende på sporet af den rette vej.

I Aishahs muslimske liv, står de daglige bønner hende meget nær. “Det er moralsk fint og rent at rense sig før man står frem for den Almægtige Gud. Man sætter virkelig pris på Allah og står frem med respekt og ydmyghed”, siger hun. “Akkurat som Jesus også gjorde ifølge Bibelen; han faldt på knæ og bad med ansigtet mod jorden, så hvorfor gør andre det ikke også?”, spørger Aishah.

Hun opfordrer alle muslimer til at holde sammen og søge beskyttelse i grupper og ikke mindst, at passe godt på børnene, give dem styrke og kærlighed, så de bliver rustet til at møde verdens besværligheder i fremtiden.

“Vi muslimer skal ikke skyde genvej og bøje hjørner”, siger Aishah, der med det udtryk mener, at vi skal passe på den dårlige påvirkning af ikke-muslimer og de dårlige eksempler fra muslimerne, som findes overalt. “Man skal ikke begynde at slække på reglerne, som mange gør, for det ene fører for det meste det næste med. Hvis du starter med at smide tørklædet og drikke øl, hvad er så det næste? Måske glemmer du bønnen, Ramadan og andre obligatoriske pligter. Muslimer skal passe på integration, du kan umuligt leve efter Allahs regler, hvis du integrerer dig fuldt ud. Satan ønsker at trække alle ned på det lave og umoralske plan, som mange danskere lever”, slutter Aishah.

Allah den Almægtige og Ophøjede siger i den Hellige Koran, at Islam vil blive spredt ud over hele verden og sejre til sidst. Det kan vi i dag se tydelige beviser på. Flere og flere finder vejen til det sidste budskab. I det sidste budskab er der ingen krumhed og mysterier; det er let og logisk at følge. Det er en lindring og en barmhjertighed for hjertet. Det er livets Iys og dødens befrielse. Jævnligt hører vi om nye konverterede muslimer, her i landet og i andre lande. Den gruppe af muslimske søstre i Århus, som jeg kommer i, er vokset på fem år fra ca. 6 kvinder til over 40 konverterede kvinder alhamdullilah. Islamisk Informationsforening i Sverige oplyser, at der næsten hver måned er svenskere, som går over til Islam. Det samme gør sig gældende i Tyskland, og Norge følger så småt også med.

Under mine knap tre år som studerende ved Al-Azhar-universitetet i Cairo, mødte jeg konvertitter fra hele verden. Så fjerne lande som Brasilien og New Zealand var repræsenteret. Selvfølgeligt var der også muslimer fra de fleste europæiske lande.

Kendte muslimer
Der er efterhånden også en del kendte mennesker, som finder vejen til Islam. Mange kender den berømte popsanger Cat Stevens; han accepterede for nogle år siden Islam og tog navnet Yusuf Islam. Siden da har han været en aktiv forkæmper for muslimernes sag i Storbritannien. Alle har sikkert hørt om den legendariske bokser Cassius Clay, som konverterede til Islam og tog navnet Muhammed Ali. Under dette navn besejrede han stort set alle sine modstandere i ringen. I dag lider han af en uhelbredelig sygdom, men trods det arbejder han stadig på Allahs vej. For nylig har en anden kendt bokser og tidligere sværvægts-verdensmester i perioden 1986-90 Mike Tyson antaget Islam. En anden kendt amerikaner er Malcolm X. Han voksede op i de urolige 50’ere og 60’ere, hvor der var mange spændinger og kampe mellem de hvide og de sorte i Amerika. Hans barndom tilbragte han i det racistiske Omaha. Han var godt begavet og ville gerne have været advokat, men det var en umulighed for en fattig sort dreng på dette tidspunkt. I stedet for gjorde han oprør imod styret og blev småkriminel. Han røg i fængsel og der mødte han en muslim, som begyndte at undervise den unge Malcolm X. Da han kom ud fra fængslet, var han selv muslim og klar til at tage aktiv del i raceopgøret. Det rigtige Islam fandt han dog noget senere, da han i forbindelse med en pilgrimsrejse til Mekka også gjorde et længere ophold i forskellige mellemøstlige lande. Han tog det muslimske navn Malik El-Shabazz. Han og familien led meget under racistiske forfølgelser og under en tale midt i 60’erne blev han brutalt skudt ned for øjnene af sin kone og børn. InshaAllah har han i dag en plads i den højeste himmel mellem martyrerne. Indtil nu er det ikke lykkedes at fastslå, hvem der myrdede ham. Nogle påstår, at det var rivaliserende muslimske grupper og andre siger, at det var agenter fra CIA.

Den første danske muslim
Den første dansker, der i nyere tid er konverteret til Islam, skulle være journalisten Knud Holmboe. Han blev født i Horsens i begyndelsen af dette århundrede. Han foretog rejser til Marokko for at lære arabisk og Islam.

I 1930 rejste han i bil tværs gennem de nordafrikanske lande, med det formål at afslutte rejsen i Mekka. Han levede blandt lokalbefolkningen og de omvandrende beduiner. På dette tidspunkt var de nordafrikanske lande besat af europæiske lande og Knud Holmboe tog klart de besatte landes parti i frihedskampene imod de brutale kolonimagter. Han blev flere gange arresteret af de italienske magthavere i Libyen. Han nåede kun i denne omgang til Egypten, hvorfra han måtte sejle hjem til Danmark. Han skrev bogen “Ørkenen Brænder”, hvori han skarpt angriber de svinske og brutale måder, hvorpå besættelsesmagterne behandlede den muslimske befolkning.

Knud Holmboe antog det muslimske navn Ali Ahmed. Alle spor efter ham slutter i byen Acaba ved det Røde Hav. Her forlod han byen på sin kamel i oktober 1931 for at rejse på pilgrimsfærd til Mekka. Han blev sandsynligvis myrdet efter ordre fra de europæiske besættelsesmagter, som frygtede de mange sandheder i hans bog, som blev trykt i store uddrag i mange aviser.

Danske muslimer
Helt nøjagtig hvor mange danske muslimer, der findes dags dato er svært at sige. På Muslim World League og Islamisk Kulturcenter på Horsebakken kan de ikke give et nøjagtig tal, da der findes mange, som ikke har certifikat på deres nye tro. Det anslås dog at omkring to-tre tusinde danskere er gået over til Islam; nogle af dem lever i udlandet.

Mit første møde med muslimer var på en rejse over Sahara i 1991. Jeg rejste ca. 4000 kilometer uden en krone på lommen takket være muslimernes gæstfrihed. Men måske netop fordi islam er en så holistisk levevej betragtede de næstekærlighed som en del af naturlig opførsel, snarere end som en religiøs handling. Derfor opdagede jeg ikke hvor indvævet min positive oplevelse var med troen. Samtidig var jeg for ung og umoden til at se at mit eget samfund, som parkerer pengeløse gæster i flygtninge(koncentrations)lejre, er et resultat af at total mangel på religiøst funderet ansvar for andre mennesker. Der burde ikke kræves religion for at se, at et samfund, som tilbageholder folk for ikke at have pas og penge, ikke er civiliseret. Til gengæld er det moderne at være sekulær.

Selvom jeg uden klar retning betragtede mig selv som kristen, var det tydeligt for mig at folkekirkens fortolkning manglede noget essentielt. Jeg begyndte derfor at undersøge i de kristne (kætterske) gnostiske sekter for at se om de havde noget at tilbyde. Det var her den nære sammenknytning mellem de hellenistiske kulte med deres død-genfødsel-liv-mysterium, Paulus, den selvudnævnte discipel, og myten om Jesu død og genopstandelse begyndte at træde frem. Ironisk nok rystede dette på ingen måde min tro på kristendommen, tværtimod passer disse perversioner fint ind i den new-age-doktrin som behersker min generation – at alle religioner i virkeligheden er ét fedt, og du kan tilbede Gud som det passer dig, når det passer dig og så skal Han nok indrette sig efter det. Så jeg betragtede mig selv som oplyst, mens jeg drak, horede og dansede moderne. Den tanke at magtforholdet er omvendt, at mennesket må underkaste sig Gud, er nærmest en krænkelse af den ’personlige frihed’. At Gud selv har en mening om hvordan Han vil tilbedes, er uacceptabelt for det ’oplyste’ menneske. Du kan bede til hvad du vil, Han skal nok høre dig. Diskutér bare dine meninger om Gud hen over et glas rødvin – eller en flaske. Det er den infantile drøm om Gud som det store moderbryst, der er løbet løbsk – den menneskelige rolle som tilbederen under ansvar er røget i skraldespanden. Som vor Herre syrligt kommenterer i Koranen: ’Har du set dem som tager deres egne begærlige indskydelser som Gud?’ Herre tilgiv os.

Mit næste møde med islam var i 1997 med A.S. Madsens bibelsprogs-Koran. Men kombinationen af ’moderne’ sekulær kristendom og new-age-afvigelser havde skabt en rygradsreaktion: ”Himmel, Helvede og Gudsfrygt, nå-ja, de forstår jo ikke Jesu mystiske kærlighedsbudskab som os moderne og udviklede mennesker.” Og alligevel. Alligevel… Der var ting i Koranen som ramte mig, pludselige dryp som brændte sig tværs igennem den uhåndterlige oversættelse og min egen selvtilfredse og hovmodige spirituelle ’oplysning’ om hvordan tingene hang sammen – så jeg skyndte mig at klappe Bogen i og gøre det ethvert civiliseret menneske ville gøre, nemlig tænde for tv’et istedet: Den daglige prostration foran det moderne afgudsbillede, så tænkte jeg ikke mere på det.

Indtil en dag i år 2000, da en ven af min familie pludselig kom spankulerende ind med et tørklæde på. Jeg var ved at falde ned ad stolen; på dette tidspunkt tjente aviserne stort på den såkaldte indvandrerdebat/kampagne, så jeg vidste jo alt om kvindeundertrykkelse – ligesom jeg vidste alt om Jesu genopstandelse og gnostiske hemmeligheder, ikke? En styrtende rig dansk forretningskvinde – muslim? Umuligt! Men jeg var selvfølgelig nysgerrig, og langsomt begyndte nogle ting at falde på plads, først og fremmest forståelsen af at islam, ligesom Gud, er én. Der er ingen splittelse og dualitet mellem det åndelige og materielle, de er blot indre og ydre manifestationer af Guds vilje. Mænd og kvinder, samfund og individ, børn og voksne, fattige og rige, krig og fred udgør et gensidigt komplementært sammenhængende hele. Jeg vidste at det var sandt, og det var det jeg havde søgt efter. Men jeg havde bare ikke lyst til at lægge mit liv om. Skulle jeg så pludselig gifte mig med min kæreste? Holde op med at gå til fester, danse og drikke? Ikke være sammen med mine veninder uden at min kone var tilstede? Så meget havde jeg alligevel ikke lyst til at komme i Paradiset. Jeg mener, det skal jo ikke koste noget at være spirituel, vel?

Det var faktisk først da min dybt ateistiske kæreste mødte den danske muslim at tingene tog fart. For hvor jeg var alt for svag overfor mine begær i den nærværende verden var hun langt mere konsekvent. Hun vidste, trods sin facade-ateisme, at der måtte være en sammenhæng og samhørighed et sted, som ikke var defineret af politisk, økonomisk, nationalistisk og racemæssig systemtænkning. Svaret var islam. Hun så ud som om hun var blevet 10 år yngre i løbet af den nat det havde taget hende at nå sin beslutning. Jeg selv måtte så gå og overveje, for jeg vidste at det var enden på vores forhold – hun ville stille krav om sine islamiske rettigheder, så jeg ikke længere kunne opføre mig som det passede mig. Slut med at kigge på andre piger, start på forsørgerpligt og ansvar. Så jeg måtte vælge – fortsætte som altid, med godt job, pseudo-spiritualitet og alle muligheder åbne, eller træffe et valg – det største eksistensielle valg et menneske kan foretage sig: vil du underkaste dig Gud på den måde Han har åbenbaret, eller de begær og fantasifostre, som du fra fødslen er indoktrineret til at tro er dine egne? Jeg arbejder i dag i reklamebranchen – jeg kan garantere læseren at det ’moderne’ menneskes begær er noget vi konstruerer til dem.

Jeg ønskede en spirituel retning, men jeg ville have et tegn. Min (dengang) kæreste og jeg begyndte at praktisere de islamiske kønsroller, nærmest bare for at prøve det. Med ét faldt vores evige uklarheder, småskænderier, gensidige utrygheder bort. Vi blev opvækket til glæden ved at være gensidigt komplementære dele af forholdet. I Koranen beskrives islam som ’den naturlige levemåde/overenskomst’ – vi blev mere forelskede end vi var da vi mødtes første gang. Og jeg vidste at det var tegnet jeg havde ventet på – en spiritualitet som kan bruges i verden, her og nu. Et genskin af paradisets frugter og vin, i cementbyen København i år 2000.

Vi bevidnede, ’Der er ingen gud, undtagen Gud, og Muhammad er Hans Sendebud’ og blev gift den 19. april.

Man skal ikke begå den fejl at tro at man dermed har nået målet. Det er omvendt, rejsen er lige begyndt. Islam er mange livsstudier og praksis, prøvelser og opdagelser, med en perlekæde af aha-oplevelser i takt med at ens viden vokser. Det er en proces. Jeg kan eksemplificere det med, at da jeg aflagde vidnesbyrdet, betragtede jeg mest Sendebuddet, må Guds fred og velsignelse være med ham, som en oplyst buddha, og Koranen som et resultat af høj spirituel indsigt. Først da jeg havde læst Bewley-oversættelsen (som i min ydmyge mening er langt den mest kraftfulde på det engelske marked i dag) i tre uger, kom åbenbaringen. Jeg har læst mange storslåede filosofiske værker, og jeg er selv professionel tekstforfatter, og med ét vidste jeg, at det jeg sad med i hænderne ikke kom fra et menneske. Det var ikke de sædvanlige enkeltbeviser, som at mennesket er skabt af vand, at universet udvider sig og så videre. Snarere var det helhedsindtrykket. Koranens interne og eksterne sammenhæng, gentagelsernes rytmik og små twists, de tværgående meningskæder mellem verdslighed og spiritualitet, og kraften – kraften i sproget skinner igennem, selv på engelsk. Den knusende latterliggørelse af de som sidestiller eller tilbeder noget med Gud, Den Eneste. Det er en meget overvældende indsigt at få, at man sidder med en direkte kommunikation mellem Skaberen og det skabte. Mit hjerte brændte af kærlighed og taknemmelighed til Gud.

Hvordan er livet nu? Det er gjort så rørende enkelt, fordi islam er en komplet levevej, som omfatter alle niveauer i livet: alt går op i en højere enhed, så hver dagligdags handling bliver meditativ tilbedelse. At gå på arbejde for at forsørge min kone er en religiøs handling. Hvor nemt kan det være?

Samtidig er der kommet en helt anden opmærksomhed på verdenssituationen. Når man pludselig har et altomfattende alternativ tør man med ét stille de spørgsmål man altid prøver at slippe udenom: Er globaliseringen, som udpiner jordens ressourcer, forurener den og sulter 50,000 mennesker ihjel i døgnet, en retfærdig økonomi? Er det demokrati, når Maersk kan omstøde en folketingsbeslutning ved at true med at flytte sine aktiver til udlandet? Er humanisme, som kun gælder for nogen, og kun de situationer hvor man kan få økonomisk gevinst, ikke i realiteten nihilisme? Det er ikke for sjov de gerne vil have sekulariseret islam – muslimerne skulle jo nødig slagte den nye tre-enige guldkalv, globalt humanistisk demokrati. I 2050 ligger 75% af alle jordens tilbageværende ressourcer på islamisk territorium. Krig mod terror? Næppe. Realpolitisk nihilisme, jo, mon ikke. Jo, gud er skam død, gud på korset er død, gud tre-i-eneren er død, gud, magthavernes spytslikker, er død. Der er ingen gud, undtagen Allah, og Jesus og Muhammad er Hans Sendebude.