Muhammad

Muhammad blev født i Mekka i år 570.
Da hans far døde før hans fødsel, og hans mor døde kort efter hans fødsel, blev han opdraget af sin onkel.

Han var analfabet, kunne ikke læse og skrive, og det forblev han til sin død.
Før hans kald til profet var hans folk uvidende om videnskab, og de fleste af dem var analfabeter.

Han voksede op og blev kendt som værende utrolig sandfærdig, ærlig, pålidelig, gavmild og oprigtig.
Han var så pålidelig, at de kaldte ham den pålidelige (al- Amin).

Muhammad var meget religiøs, og han havde længe afskyet dekadencen og afgudsdyrkelsen i samfundet.
I en alder af fyrre år modtog Muhammad sin første åbenbaring fra Gud gennem englen Gabriel.
Åbenbaringerne fortsatte i treogtyve år, og samlet er de kendt som Qur'anen.

Lige så snart han begyndte at recitere Qur'anen og prædike den sandhed, som Gud havde åbenbaret til ham, blev han og hans lille gruppe af tilhængere (Sahabah) forfulgt.
Forfølgelsen blev så voldsom, at Gud i år 622 gav dem ordre til at udvandre.
Denne udvandring fra Mekka til byen Medina, ca. 400 km nordpå, markerer begyndelsen på den muslimske kalender.

En ydmyg mand

Ønsket om at få status eller magt er sædvanligvis knyttet til god mad, smart tøj, monumentale paladser, farverige vagter og uindskrænket autoritet.

Gør nogen af disse indikatorer sig gældende for Muhammad ?
Nogle blikke på hans liv, som måske vil hjælpe til at besvare dette spørgsmål, følger.

På trods af sine pligter som profet, lærer, statsmand og dommer plejede Muhammad at malke sin ged, reparere sit tøj og sine sko, hjælpe med husarbejdet og besøge de fattige, når de blev syge.

Hans liv var en utrolig model for enkelhed og ydmyghed.

Muhammads Sahabah elskede ham, respekterede ham og stolede på ham i en utrolig grad.
Alligevel blev han ved med at betone, at tilbedelse skulle rettes mod Gud og absolut ikke mod ham.

Anas, en af Muhammads Sahabah, sagde, at der ikke var nogen person, som de elskede mere end profeten Muhammad , og alligevel rejste de sig ikke op, når han kom hen til dem, fordi han hadede, når de rejste sig for ham, som andre mennesker gør for deres store ledere.

Forfølgelsen

Længe før der var nogen udsigt til succes for Islam, og ved begyndelsen af en lang og smertefuld æra af tortur, lidelse og forfølgelse for Muhammad og hans Sahabah, modtog han et interessant tilbud.

En udsending fra de lokale ledere, Otba, kom til ham og sagde:
Hvis du vil have penge, vil vi samle så mange penge til dig, at du bliver den rigeste af os.
Hvis du vil være leder, vil vi gøre dig til vores leder og aldrig tage en beslutning, uden at du godkender den.
Hvis du vil have et kongerige, vil vi gøre dig til konge over os.

Kun én indrømmelse blev krævet af Muhammad til gengæld: Hold op med at kalde folk til Islam og til at tilbede Gud alene uden nogen partner.

Ville et sådant tilbud ikke være fristende for én som stræbte efter materielle goder?
Tøvede Muhammad , da han fik tilbuddet? Afslog han det som en forhandlingsstrategi og lod døren stå åben for et bedre tilbud?
Følgende var hans svar:

I Guds den Nådiges, den Barmhjertiges navn, og han reciterede versene fra Qur'anen 41:1-38 for Otba.
Det følgende er nogle af versene: Ved en anden lejlighed, som svar på sin onkels bøn om at holde op med at kalde folk til Islam, var Muhammads svar lige så bestemt og oprigtigt:
"Jeg sværger ved Guds navn, onkel! Hvis de gav mig solen i min højre hånd og månen i min venstre hånd til gengæld for at opgive dette (at kalde folk til Islam), ville jeg aldrig holde op, indtil enten Gud får det til at sejre, eller jeg dør i forsvar for det.

Muhammad og hans få Sahabah blev ikke bare forfulgt i tretten år, deres forfølgere prøvede at slå profeten Muhammad ihjel flere gange.
Ved en lejlighed prøvede de at slå ham ihjel ved at kaste en stor sten, som dårligt nok kunne løftes, ned på hans hoved.
En anden gang prøvede de at slå ham ihjel ved at forgifte hans mad.
Hvad kan begrunde sådan et liv med lidelse og opofrelse, selv efter han helt havde overvundet sine fjender?
Hvad kan forklare den ydmyghed og ædelhed, som han udviste i sine mest glorværdige øjeblikke, hvor han insisterede på, at succes kun skyldes Guds hjælp og ikke hans egen kunnen?
Er disse en magtbegærlig og selvcentreret mands kendetegn?

Udbredelsen

Blandt årsagerne til den hurtige og fredelige udbredelse af Islam var sandheden og klarheden i dens lære.

Islam kræver tro på kun én Gud, som er den Eneste, der er værdig til at blive tilbedt. Profeten Muhammad var det fuldkomne eksempel på et ærligt, retfærdigt, barmhjertigt, medlidende, sandfærdigt og modigt menneske. Selvom han var et menneske, var han højt hævet over alle onde egenskaber, og han bestræbte sig kun for Guds skyld og Hans belønning i det næste liv.
Desuden var han, i alle sine handlinger og omgang med andre, altid opmærksom på og frygtede Gud.

Efter flere år kunne Muhammad og hans tilhængere vende tilbage til Mekka, hvor de tilgav deres fjender. Inden Muhammad døde i en alder af treogtres år, var størstedelen af den arabiske halvø blevet muslimsk, og indenfor ét århundrede efter hans død havde Islam spredt sig til Spanien mod vest og så langt østpå som Kina.

Eksempler på Profeten Muhammads Udtalelser

"I deres kærlighed, barmhjertighed og venlighed mod hinanden er de troende som ét legeme:
Hvis en del af det er sygt, tager hele kroppen del i dens hvileløshed og feber."

"De troende, der er mest fuldkomne i deres tro, er dem, som har den højeste moral.
Og de bedste blandt dem er de, som er bedst mod deres ægtefæller."

"Ingen af jer opnår (fuldkommen) tro, før han elsker det samme for sin broder, som han elsker for sig selv."

"Den, der er barmhjertig, vil den Barmhjertigste (Gud) vise barmhjertighed.
Vær barmhjertig mod dem på jorden, og Gud vil være barmhjertig mod dig."

"At smile til din broder er en godgørende handling."

"Et godt ord er en godgørende handling."

"Den, der tror på Allah og den Sidste Dag (Dommedag), bør være god mod sin nabo."

"Gud dømmer jer ikke efter jeres udseende og jeres rigdom, men Han ser på jeres hjerter og bedømmer jeres handlinger."

"Betal arbejderen hans løn, før hans sved tørrer."

En mand, der kom gående ad en sti, følte sig meget tørstig.
Han kom til en brønd, kravlede ned i den og drak til hans tørst var slukket, og kravlede så op.
Dér så han en hund med tungen hængende ud af munden, idet den prøvede at slikke mudder op for at slukke sin tørst.
Manden sagde: Denne hund er ligeså tørstig som jeg var.
Så han kravlede ned i brønden igen, fyldte sin sko med vand og gav hunden noget at drikke.
Gud takkede ham for dette og tilgav ham hans synder.
Profeten blev spurgt: Guds profet, bliver vi belønnet for godhed mod dyr?
Han sagde: "Der er en belønning for venlighed mod alle levende væsener."