At vælge Islam

Published on February 5, 2011 by   ·   No Comments

Af Jakob Werdelin

Mit første møde med muslimer var på en rejse over Sahara i 1991. Jeg rejste ca. 4000 kilometer uden en krone på lommen takket være muslimernes gæstfrihed. Men måske netop fordi islam er en så holistisk levevej betragtede de næstekærlighed som en del af naturlig opførsel, snarere end som en religiøs handling. Derfor opdagede jeg ikke hvor indvævet min positive oplevelse var med troen. Samtidig var jeg for ung og umoden til at se at mit eget samfund, som parkerer pengeløse gæster i flygtninge(koncentrations)lejre, er et resultat af at total mangel på religiøst funderet ansvar for andre mennesker. Der burde ikke kræves religion for at se, at et samfund, som tilbageholder folk for ikke at have pas og penge, ikke er civiliseret. Til gengæld er det moderne at være sekulær.

Selvom jeg uden klar retning betragtede mig selv som kristen, var det tydeligt for mig at folkekirkens fortolkning manglede noget essentielt. Jeg begyndte derfor at undersøge i de kristne (kætterske) gnostiske sekter for at se om de havde noget at tilbyde. Det var her den nære sammenknytning mellem de hellenistiske kulte med deres død-genfødsel-liv-mysterium, Paulus, den selvudnævnte discipel, og myten om Jesu død og genopstandelse begyndte at træde frem. Ironisk nok rystede dette på ingen måde min tro på kristendommen, tværtimod passer disse perversioner fint ind i den new-age-doktrin som behersker min generation – at alle religioner i virkeligheden er ét fedt, og du kan tilbede Gud som det passer dig, når det passer dig og så skal Han nok indrette sig efter det. Så jeg betragtede mig selv som oplyst, mens jeg drak, horede og dansede moderne. Den tanke at magtforholdet er omvendt, at mennesket må underkaste sig Gud, er nærmest en krænkelse af den ’personlige frihed’. At Gud selv har en mening om hvordan Han vil tilbedes, er uacceptabelt for det ’oplyste’ menneske. Du kan bede til hvad du vil, Han skal nok høre dig. Diskutér bare dine meninger om Gud hen over et glas rødvin – eller en flaske. Det er den infantile drøm om Gud som det store moderbryst, der er løbet løbsk – den menneskelige rolle som tilbederen under ansvar er røget i skraldespanden. Som vor Herre syrligt kommenterer i Koranen: ’Har du set dem som tager deres egne begærlige indskydelser som Gud?’ Herre tilgiv os.

Mit næste møde med islam var i 1997 med A.S. Madsens bibelsprogs-Koran. Men kombinationen af ’moderne’ sekulær kristendom og new-age-afvigelser havde skabt en rygradsreaktion: ”Himmel, Helvede og Gudsfrygt, nå-ja, de forstår jo ikke Jesu mystiske kærlighedsbudskab som os moderne og udviklede mennesker.” Og alligevel. Alligevel… Der var ting i Koranen som ramte mig, pludselige dryp som brændte sig tværs igennem den uhåndterlige oversættelse og min egen selvtilfredse og hovmodige spirituelle ’oplysning’ om hvordan tingene hang sammen – så jeg skyndte mig at klappe Bogen i og gøre det ethvert civiliseret menneske ville gøre, nemlig tænde for tv’et istedet: Den daglige prostration foran det moderne afgudsbillede, så tænkte jeg ikke mere på det.

Indtil en dag i år 2000, da en ven af min familie pludselig kom spankulerende ind med et tørklæde på. Jeg var ved at falde ned ad stolen; på dette tidspunkt tjente aviserne stort på den såkaldte indvandrerdebat/kampagne, så jeg vidste jo alt om kvindeundertrykkelse – ligesom jeg vidste alt om Jesu genopstandelse og gnostiske hemmeligheder, ikke? En styrtende rig dansk forretningskvinde – muslim? Umuligt! Men jeg var selvfølgelig nysgerrig, og langsomt begyndte nogle ting at falde på plads, først og fremmest forståelsen af at islam, ligesom Gud, er én. Der er ingen splittelse og dualitet mellem det åndelige og materielle, de er blot indre og ydre manifestationer af Guds vilje. Mænd og kvinder, samfund og individ, børn og voksne, fattige og rige, krig og fred udgør et gensidigt komplementært sammenhængende hele. Jeg vidste at det var sandt, og det var det jeg havde søgt efter. Men jeg havde bare ikke lyst til at lægge mit liv om. Skulle jeg så pludselig gifte mig med min kæreste? Holde op med at gå til fester, danse og drikke? Ikke være sammen med mine veninder uden at min kone var tilstede? Så meget havde jeg alligevel ikke lyst til at komme i Paradiset. Jeg mener, det skal jo ikke koste noget at være spirituel, vel?

Det var faktisk først da min dybt ateistiske kæreste mødte den danske muslim at tingene tog fart. For hvor jeg var alt for svag overfor mine begær i den nærværende verden var hun langt mere konsekvent. Hun vidste, trods sin facade-ateisme, at der måtte være en sammenhæng og samhørighed et sted, som ikke var defineret af politisk, økonomisk, nationalistisk og racemæssig systemtænkning. Svaret var islam. Hun så ud som om hun var blevet 10 år yngre i løbet af den nat det havde taget hende at nå sin beslutning. Jeg selv måtte så gå og overveje, for jeg vidste at det var enden på vores forhold – hun ville stille krav om sine islamiske rettigheder, så jeg ikke længere kunne opføre mig som det passede mig. Slut med at kigge på andre piger, start på forsørgerpligt og ansvar. Så jeg måtte vælge – fortsætte som altid, med godt job, pseudo-spiritualitet og alle muligheder åbne, eller træffe et valg – det største eksistensielle valg et menneske kan foretage sig: vil du underkaste dig Gud på den måde Han har åbenbaret, eller de begær og fantasifostre, som du fra fødslen er indoktrineret til at tro er dine egne? Jeg arbejder i dag i reklamebranchen – jeg kan garantere læseren at det ’moderne’ menneskes begær er noget vi konstruerer til dem.

Jeg ønskede en spirituel retning, men jeg ville have et tegn. Min (dengang) kæreste og jeg begyndte at praktisere de islamiske kønsroller, nærmest bare for at prøve det. Med ét faldt vores evige uklarheder, småskænderier, gensidige utrygheder bort. Vi blev opvækket til glæden ved at være gensidigt komplementære dele af forholdet. I Koranen beskrives islam som ’den naturlige levemåde/overenskomst’ – vi blev mere forelskede end vi var da vi mødtes første gang. Og jeg vidste at det var tegnet jeg havde ventet på – en spiritualitet som kan bruges i verden, her og nu. Et genskin af paradisets frugter og vin, i cementbyen København i år 2000.

Vi bevidnede, ’Der er ingen gud, undtagen Gud, og Muhammad er Hans Sendebud’ og blev gift den 19. april.

Man skal ikke begå den fejl at tro at man dermed har nået målet. Det er omvendt, rejsen er lige begyndt. Islam er mange livsstudier og praksis, prøvelser og opdagelser, med en perlekæde af aha-oplevelser i takt med at ens viden vokser. Det er en proces. Jeg kan eksemplificere det med, at da jeg aflagde vidnesbyrdet, betragtede jeg mest Sendebuddet, må Guds fred og velsignelse være med ham, som en oplyst buddha, og Koranen som et resultat af høj spirituel indsigt. Først da jeg havde læst Bewley-oversættelsen (som i min ydmyge mening er langt den mest kraftfulde på det engelske marked i dag) i tre uger, kom åbenbaringen. Jeg har læst mange storslåede filosofiske værker, og jeg er selv professionel tekstforfatter, og med ét vidste jeg, at det jeg sad med i hænderne ikke kom fra et menneske. Det var ikke de sædvanlige enkeltbeviser, som at mennesket er skabt af vand, at universet udvider sig og så videre. Snarere var det helhedsindtrykket. Koranens interne og eksterne sammenhæng, gentagelsernes rytmik og små twists, de tværgående meningskæder mellem verdslighed og spiritualitet, og kraften – kraften i sproget skinner igennem, selv på engelsk. Den knusende latterliggørelse af de som sidestiller eller tilbeder noget med Gud, Den Eneste. Det er en meget overvældende indsigt at få, at man sidder med en direkte kommunikation mellem Skaberen og det skabte. Mit hjerte brændte af kærlighed og taknemmelighed til Gud.

Hvordan er livet nu? Det er gjort så rørende enkelt, fordi islam er en komplet levevej, som omfatter alle niveauer i livet: alt går op i en højere enhed, så hver dagligdags handling bliver meditativ tilbedelse. At gå på arbejde for at forsørge min kone er en religiøs handling. Hvor nemt kan det være?

Samtidig er der kommet en helt anden opmærksomhed på verdenssituationen. Når man pludselig har et altomfattende alternativ tør man med ét stille de spørgsmål man altid prøver at slippe udenom: Er globaliseringen, som udpiner jordens ressourcer, forurener den og sulter 50,000 mennesker ihjel i døgnet, en retfærdig økonomi? Er det demokrati, når Maersk kan omstøde en folketingsbeslutning ved at true med at flytte sine aktiver til udlandet? Er humanisme, som kun gælder for nogen, og kun de situationer hvor man kan få økonomisk gevinst, ikke i realiteten nihilisme? Det er ikke for sjov de gerne vil have sekulariseret islam – muslimerne skulle jo nødig slagte den nye tre-enige guldkalv, globalt humanistisk demokrati. I 2050 ligger 75% af alle jordens tilbageværende ressourcer på islamisk territorium. Krig mod terror? Næppe. Realpolitisk nihilisme, jo, mon ikke. Jo, gud er skam død, gud på korset er død, gud tre-i-eneren er død, gud, magthavernes spytslikker, er død. Der er ingen gud, undtagen Allah, og Jesus og Muhammad er Hans Sendebude.

Tags:

Send til en ven Send til en ven

Readers Comments (0)

Comments are closed.

Relaterede

Seneste indlæg